Duoudstilling af Iben West og Anders Gammelgaard Nielsen
Udstillingen diskuterer, hvorvidt det overhovedet er muligt at opløse den stærke nationalsymbolik, som knytter sig til flag. Kan tegnet fjernes og åbne for sansningen af materien?
I sin tanke perspektiverer projektet verdens verserende konfliktzoner, hvor nationalisme og ideologi ofte graver grøfter for det naturlige møde mellem mennesker.
Udgangspunktet er 200 flag (signal- og nationalflag) fra Fornæs Ship Recycling i Grenå, som systematisk dissekeres, sorteres og genopstår, som en række værker, der alle relaterer sig til hinanden.
Hovedideen er at komme bagom symbolerne og undersøge de kunstneriske potentialer, som findes i selve flagmaterialet. Fordi flagenes symbolske udtryk er så dominerende, dissekeres de med en metodisk ensartethed, der fjerner symbolikken og efterlader det vævede og indfarvede tekstil. Fra dette rensede nulpunkt genopstår flagene, som værker, der finder deres eget udtryk gennem en kunstnerisk bearbejdning. I denne proces arbejdes med flagenes mere subtile detaljer, som udfoldes i værkerne.
Kan symbolerne overhovedet fjernes, og hvori består flagenes flaglighed? Dette er hovedspørgsmål som projektet kredser omkring.
Alt materialet fra de 200 flag genanvendes og får værkerne til at mødes som en helhed. Samtidig går de i dialog med rummet og udstillingen har derfor en udpræget installatorisk karakter.
2023
→ 20 meter ubleget lagenlærred – del II
2023
Katrine Borup og Iben West præsenterer en stedsspecifik installation ”20 meter ubleget lagenlærred – del II”. Installationen vises i OBJEKT, som er et udstillingsrum for eksperimenterende kunsthåndværk og samtidskunst i en del af Mariko Wadas keramikstudio.
Katrine Borup og Iben West undersøger i fællesskab, hvordan de med 20 meter stof kan skabe interessante møder mellem STOF, NATUR og KROP. Installationen tager udgangspunkt i deres undersøgelser, og konstrueres med foto samt lagenlærred som indtager rummet.
I 2019 drog Katrine Borup og Iben West til Norge med 20 meter dobbelt bredt ubleget lagenlærred for at deltage i en uges residence som en del af ‘projectroom-hveem’ med temaet RUM OG STED. Det blev startskuddet til, at de hver for sig arbejdede videre med ubleget lagenlærred, Katrine Borup i udstillingsprojektet ’STOF TIL EFTERTANKE’ og Iben West i ’BLINDE PLETTER’, ’KANVAS’ samt ’ODD SIZE BLOCK PRINT’.
I maj 2023 mødtes de igen til en uges workshop i Gjerrild på Djursland med 20 meter dobbelt bredt ubleget lagenlærred. Denne gang med ambitioner om at udvide undersøgelserne med endnu et element: KROPPEN.
Analyserne af udstillingsrummet og ideerne til forskellige rumlige greb fik betydning for øvelserne i skoven på Djursland, men øvelserne i skoven fik omvendt også betydning for udviklingen af den endelige (stof)installation.
Øvelserne i skoven og den udstillede stofinstallation kan betragtes som en art tektonisk undersøgelse, idet Iben og Katrine har arbejdet formelt med sammenføjningen af STOF, NATUR og KROP. De har undersøgt grundprincipper som træk og tryk, slapt og spændt, det bærende og det bårne, når de for eksempel har hængt sig selv op i stoffet, mast sig selv og stoffet mod træstammer, trukket stoffet igennem skovbunden og bundet sig selv fast til træer. Men de har også været optaget af de stemningsladede fortællinger, der uvægerligt opstår, når STOF, NATUR og KROP bringes i samspil.
Bag stofinstallationen ligger den simple ide at hejse 20 meter ubleget lagenlærred op fra jorden på en enkel (uden værktøj) og formelt interessant måde. Hermed udnyttes udstillingsrummets højde og muligheden for at se stoffet fra flere positioner på grund af rummets indskudte etagedæk. Stofinstallationen er resultatet af et samspil mellem KROP, NATURpinde, STOF og udstillingsRUM over tid, og tilblivelsesprocessen er direkte aflæselig i det udstillede stofværk, selvom processen er afsluttet, og kroppen ikke længere er til stede. På subtil vis er der et performativt element over det ellers stillestående stofværk, som også inviterer beskueren til at gå i dialog med værket kropsligt ved at flytte sig mellem udstillingsrummets to etager.
Iben og Katrines stedsspecifikke installation leger med den serie keramiske objekter, Mariko Wada har lavet i de senere år, hvor forskellige velkendte former synes at være gemt under et stykke klæde. Værkerne står på åbne hylder i værkstedet, som er i direkte forbindelse med udstillingsrummet.
→ BLINDE PLETTER 2
2023
TROPER FRA VERDENS ENDE
Udstilling af Iben West, Bodil Sohn, Tanja Nellemann Kruse og Kamilla Jørgensen KH7artspace, Aarhus 16. januar – 4. marts 2023
På udstillingen Troper fra verdens ende har fire billedkunstnere været på en fælles rejse til syv forskellige destinationer i Danmark, der alle har stednavnet “Verdens Ende”. Stederne er en bænk ved Limfjorden, et moseområde ved Gudenåen, en markørgrav fra 2. verdenskrig ved Vejle, en kommunal havn ved Sønderborg, en pynt ud i Furesøen, en samling forblæste klipper på Christiansø og en kolonihavevej i udkanten af Hillerød. På disse lokationer har kunstnerne indsamlet materiale til værker, der på forskellig vis undersøger og fantaserer over én af verdenshistoriens største gåder: Hvad er verdens ende? Og hvor findes den?
Værkerne består af fotografi, installation, tekst, tekstil og en rejseguide til verdens ende. Bogen har bidrag af Peter Adolphsen, Thierry Geoffroy, Lise Haurum, Frederik Wahlström, Mia Helmer, Åse Eg, Christian Vind, Ulla Hvejsel, Trine Rytter Andersen, Jokum Rohde m.fl.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje og Grosserer L.F. Foghts Fond.
→ BLINDE PLETTER
2023
TROPER FRA VERDENS ENDE
Vandrehallen Kunsthal, Hillerød
16. januar – 4. marts 2023
Udstilling af Iben West, Bodil Sohn, Tanja Nellemann Kruse og Kamilla Jørgensen
På udstillingen Troper fra verdens ende har fire billedkunstnere været på en fælles rejse til syv forskellige destinationer i Danmark, der alle har stednavnet “Verdens Ende”. Stederne er en bænk ved Limfjorden, et moseområde ved Gudenåen, en markørgrav fra 2. verdenskrig ved Vejle, en kommunal havn ved Sønderborg, en pynt ud i Furesøen, en samling forblæste klipper på Christiansø og en kolonihavevej i udkanten af Hillerød. På disse lokationer har kunstnerne indsamlet materiale til værker, der på forskellig vis undersøger og fantaserer over én af verdenshistoriens største gåder: Hvad er verdens ende? Og hvor findes den?
Værkerne består af fotografi, installation, tekst, tekstil og en rejseguide til verdens ende. Bogen har bidrag af Peter Adolphsen, Thierry Geoffroy, Lise Haurum, Frederik Wahlström, Mia Helmer, Åse Eg, Christian Vind, Ulla Hvejsel, Trine Rytter Andersen, Jokum Rohde m.fl.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje og Grosserer L.F. Foghts Fond.
2022
→ BORDERS
2022
Noticebord, England I samarbejde medAnders Gammelgaard Nielsen
We had a great collection of flags in our house. Living with these flags has made us aware of the strong sense of nationality that these flags represent. No matter what we do with the flags they are heavily loaded with connotations of nationality and territory.
Among the collection we have made a selection of just two flags. The Danish flag Dannebrog that dates back to 1219 and the English flag Saint George’s Cross dating back to the 1270s. Originating from almost the same time in the history, the Middle Ages and the time of the crusades, having the same colours, red and white and even sharing the Christian Cross they are very alike and yet so different. Distinguished by history, tradition, land, language, nationality they evoke different feelings, memory and a strong sense of cultural identity.
However, set in a contemporary context the two flags immediately instigate a sense of antagonism and the existence of borders. Would it be possible to erase the borders and leave a sense of unification by the simple act of folding the two flags together and let their colours and pattern intertwine or would it be an act of confrontation or even provocation? What is the symbolic power of flags? Can this be measured by the act of folding.
→ ODD SIZE BLOCK PRINT
2022
LOKALE, Griffenfeldsgade 27, 2200 Kbh. N i samarbejde med Anders Gammelgaard Nielsen
Vi har haft den liggende længe; en trykklods med et stjerneformet mønster. Faktisk har vi flere, Iben har haft dem med hjem fra en tur til Indien. Nu ligger de i vindueskarmen og samler støv, men rummer samtidig et uforløst et potentiale. De kan noget mere og vi skal bare finde ud af hvad.
I Udaipur eksisterer en stolt tradition for at trykke farverige mønstre på tekstiler. Trykklodserne udskæres af særligt dygtige håndværkere og mønstrene kan variere meget, så længe de holder sig indenfor traditionen. Selve trykningen foregår ved at klodsen dyppes i tryksværten og efterfølgende presses mod tekstilet. Efter en lang serie gentagelser opstår efterhånden et færdig mønstret stykke stof. Processen kan gentages, hvorved flere lag af mønstre kan appliceres tekstilet. Det er meget farverigt og meget indisk.
Teknikken er gammel, vi kender den også i Danmark. Ikke blot har den været anvendt til tekstiler men også til mønstret tapet. Vi genfinder den i børnehavens kartoffeltryk. Udskæringen af kartoflen, påføringen af sværten, trykningen og det efterfølgende aftryk er en magisk proces. Det håndværk, håndens værk, det vi ser er det der sker. Den tektoniske integritet er fuldstændig. Klodsen og mønstret er to sider af samme sag. Uden klods intet mønster og vise versa.
Skal man være helt nøgtern er der faktisk tale om manufaktur; en blandingsform mellem håndværk og industriproduktion. Gentagelsen af trykningen med samme mønstrede motiv peger mod industriproduktets serielle gengivelse. Håndens imperfektion i placeringen af klodsen mod tekstilet, vidner derimod om håndværkets vibrerende og livgivende udtryk.
Tilbage til klodsen i vindueskarmen, hvad vil den, hvad kan den? Vi kan skalere den op, gøre den større.
Vi udskærer en kæmpe trykklods i egetræ. Af eksperimentet er der flere følgevirkninger. Ikke blot indebærer skaleringen en kolossal vægtforøgelse, vægten vokser i tredje potens i forhold til klodsens udstrækning, men håndtaget er også forandret. Det er ikke længere et håndtag i den forstand at det forholder sig til håndens størrelse. Brugen er er gået tabt og erstattet af en abstrakt form, et billede af et håndtag. Vægtforøgelsen og håndtaget der nu ikke længere er et håndtag i en brugsmæssig forstand gør den opskalerede trykklods ubrugelig som trykklods. Nu er den blot et billede af noget som var engang. Vi kan ikke løfte den og gennemføre serielle trykninger på tekstilet.
Hvad kan vi så? Hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget. Kan tekstilet trykke på klodsen? Vi gennemfører det andet eksperiment og sværter trykklodsen til med sort tryksværte. Efterfølgende pakker vi trykklodsen ind i sværte. Vi gør det ikke bare lige og helt tilfældigt, men følger en systematik. Som ved en gaveindpakning folder vi én side af gangen omkring klodsen og til sidst er den pakket ind. Ved den efterfølgende udpakning ses de sværtede konturer af klodsen på tekstilet. Det hele minder om den klassiske dobbeltretvinklede arkitekturtegning med plantegningen i midten og facadeopstalterne udfoldet i alle fire verdenshjørner. Klodsen i midten udgør den fysiske bygning som er indpakket i sin egen tegning. Samtidig udgør det trykte tekstil klodsens manual. Den abstrakte beskrivelse af den fysisk konkrete figur.
Gennem opskaleringen i eksperiment ét, mistede trykklodsen sin brugsmæssige betydning og blev en form med billedmæssige referencer til sin oprindelse. I eksperiment to opnåede klodsen gennem trykprocessen en nær relation til lærredet. Klods og lærred blev en helhed med en stærk tektonisk integritet. I eksperiment tre undersøges lærredet som et billede. Hvad er betydningen af det sværtede aftryk på lærredet? Skal vi forstå det som et billede, der på traditionel vis kan hænges på væggen eller er det blot klodsens ”indpakningspapir” der efterlades på gulvet. Hvor vil det være, på væg eller gulv? Idet vi vælger at spænde lærredet op på blindramme, efterlader det stærke konnotationer til billedet og peger i retning af at blive væghængt. Her mister det imidlertid sin direkte relation til klodsen og trykprocessen. Vi efterlader det opspændte lærred liggende og lade trykklodsen tynge det mod gulvet.
→ CONTAINER
2022
A Collaboration withAnders Gammelgaard Nielsen At MOCA – Museum of Classical Archaeology, Cambridge
A collection of contemporary containers found in Greece, Denmark and England, installed and assembled in a wooden structure. Echoes of their ancestors printed on thin silk sways gently alongside. Overlooked and neglected these every day utensils seeks love and affection in their own time. The structure raises from the podium and replaces for a moment Apollo Belvedere who has retreated to Victoria & Albert. While on a walkabout contemporary container will challenge his beauty.
→ VÆV
2022
Udstillingen MASKINERIET Guirlanden på Industrimuseet i Horsens
En gammel trævæv er snøret og vævet sammen til en ny skulpturel konstruktion. Væven bærer spor efter at have været brugt og har i sig selv som materiale, en iboende fortælling.
Væven, som tidligere har udgjort det redskab der har frembragt tekstilet, bliver indhentet af sin egen proces; væven væver sig så at sige ind i sig selv.
3,5 x 3,5 x 2,0 m. materiale: dele fra en gammel væv og trendsnor
2021
→ KANVAS
2021
KH7artspace i samarbejde med Anders Gammelgaard Nielsen
Udstillingen er den første i en række med det overordnede greb: ét rum og ét værk
I den første udstilling undersøges forholdet mellem ramme og lærred. Det traditionelle malerlærred dekonstrueres og sammensættes på en ny måde. En kæmpe trækonstruktion møder et kæmpe kanvas. Værket er en installation, der i rummet skaber en glidning mellem fænomenerne billede, objekt og væg. Lærredets farve og struktur er opstået gennem en langvarig planteindfarvnings-proces. Aftegningen beskriver sin egen tilblivelse.
2019
→ 15,8º
2019 Udstillingen, Spatial Projections, Aarhus
i samarbejde med Anders Gammelgaard Nielsen
Værket 15,8º er en tilnærmet kopi af en søjle i udstillingsrummet KH7artspace. søjlen er drejet, og placeret ude af grit. Det er ikke umiddelbart et værk der gør opmærksom på sig selv, ved at skille sig ud, men snarere falder den “i et med tapetet”. Den sære gentagelse og lille forskydning mærkes som en kropslig fornemmelse af rummets destabiliserede strukturelle logik.
