2022
LOKALE, Griffenfeldsgade 27, 2200 Kbh. N
i samarbejde med Anders Gammelgaard Nielsen
Vi har haft den liggende længe; en trykklods med et stjerneformet mønster. Faktisk har vi flere, Iben har haft dem med hjem fra en tur til Indien. Nu ligger de i vindueskarmen og samler støv, men rummer samtidig et uforløst et potentiale. De kan noget mere og vi skal bare finde ud af hvad.
I Udaipur eksisterer en stolt tradition for at trykke farverige mønstre på tekstiler. Trykklodserne udskæres af særligt dygtige håndværkere og mønstrene kan variere meget, så længe de holder sig indenfor traditionen. Selve trykningen foregår ved at klodsen dyppes i tryksværten og efterfølgende presses mod tekstilet. Efter en lang serie gentagelser opstår efterhånden et færdig mønstret stykke stof. Processen kan gentages, hvorved flere lag af mønstre kan appliceres tekstilet. Det er meget farverigt og meget indisk.
Teknikken er gammel, vi kender den også i Danmark. Ikke blot har den været anvendt til tekstiler men også til mønstret tapet. Vi genfinder den i børnehavens kartoffeltryk. Udskæringen af kartoflen, påføringen af sværten, trykningen og det efterfølgende aftryk er en magisk proces. Det håndværk, håndens værk, det vi ser er det der sker. Den tektoniske integritet er fuldstændig. Klodsen og mønstret er to sider af samme sag. Uden klods intet mønster og vise versa.
Skal man være helt nøgtern er der faktisk tale om manufaktur; en blandingsform mellem håndværk og industriproduktion. Gentagelsen af trykningen med samme mønstrede motiv peger mod industriproduktets serielle gengivelse. Håndens imperfektion i placeringen af klodsen mod tekstilet, vidner derimod om håndværkets vibrerende og livgivende udtryk.
Tilbage til klodsen i vindueskarmen, hvad vil den, hvad kan den? Vi kan skalere den op, gøre den større.
Vi udskærer en kæmpe trykklods i egetræ. Af eksperimentet er der flere følgevirkninger. Ikke blot indebærer skaleringen en kolossal vægtforøgelse, vægten vokser i tredje potens i forhold til klodsens udstrækning, men håndtaget er også forandret. Det er ikke længere et håndtag i den forstand at det forholder sig til håndens størrelse. Brugen er er gået tabt og erstattet af en abstrakt form, et billede af et håndtag. Vægtforøgelsen og håndtaget der nu ikke længere er et håndtag i en brugsmæssig forstand gør den opskalerede trykklods ubrugelig som trykklods. Nu er den blot et billede af noget som var engang. Vi kan ikke løfte den og gennemføre serielle trykninger på tekstilet.
Hvad kan vi så? Hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget. Kan tekstilet trykke på klodsen? Vi gennemfører det andet eksperiment og sværter trykklodsen til med sort tryksværte. Efterfølgende pakker vi trykklodsen ind i sværte. Vi gør det ikke bare lige og helt tilfældigt, men følger en systematik. Som ved en gaveindpakning folder vi én side af gangen omkring klodsen og til sidst er den pakket ind. Ved den efterfølgende udpakning ses de sværtede konturer af klodsen på tekstilet. Det hele minder om den klassiske dobbeltretvinklede arkitekturtegning med plantegningen i midten og facadeopstalterne udfoldet i alle fire verdenshjørner. Klodsen i midten udgør den fysiske bygning som er indpakket i sin egen tegning. Samtidig udgør det trykte tekstil klodsens manual. Den abstrakte beskrivelse af den fysisk konkrete figur.
Gennem opskaleringen i eksperiment ét, mistede trykklodsen sin brugsmæssige betydning og blev en form med billedmæssige referencer til sin oprindelse. I eksperiment to opnåede klodsen gennem trykprocessen en nær relation til lærredet. Klods og lærred blev en helhed med en stærk tektonisk integritet. I eksperiment tre undersøges lærredet som et billede. Hvad er betydningen af det sværtede aftryk på lærredet? Skal vi forstå det som et billede, der på traditionel vis kan hænges på væggen eller er det blot klodsens ”indpakningspapir” der efterlades på gulvet. Hvor vil det være, på væg eller gulv? Idet vi vælger at spænde lærredet op på blindramme, efterlader det stærke konnotationer til billedet og peger i retning af at blive væghængt. Her mister det imidlertid sin direkte relation til klodsen og trykprocessen. Vi efterlader det opspændte lærred liggende og lade trykklodsen tynge det mod gulvet.
