BIT/

et kunstnerisk arbejdsfællesskab med Birgitte Munk

se også bit-work.dk

  • bunker 21nov-4443
  • bunker 21nov-4450
  • bunker 21nov-4456
  • bunker 21nov-4468
  • bunker 21nov-4472
  • bunker 21nov-4474
  • bunker 21nov-4475
  • bunker 21nov-4477
  • IMG_6964 rev_5
  • bunker 21nov-4460
  • IMG_8725_1
  • IMG_8729
  • untitled-7951
  • untitled-7967
  • untitled-7996
  • untitled-7954
  • untitled-8087
  • untitled-8150
  • untitled-8098_1
  • 05-17.06.13-21.06.13
  • fra udstilling i rundetårn 2013
    IMG_8876
  • fra udstilling i rundetårn 2013
    IMG_9653
  • fra udstilling i rundetårn 2013
    untitled-8772
  • fra udstilling i rundetårn 2013
    untitled-8775

MELLEM SYSTEM OG FØLELSE

– æstetiske samtaler over en bunke storskrald
Iben West og Birgitte Munk har udført et tankevækkende æstetisk eksperiment, som afslører et forunderligt potentiale: via displacement og simple transformationsmodeller, lykkes det at åbne nye rum i den konkrete fysiske verden såvel som i den abstrakte og mentale verden.

 

Af Trine Rytter Andersen

Som kunstnerisk makkerpar arbejder billedkunstnerne Iben West og Birgitte Munk sammen omkring eksperimentale kunstprojekter af en helt særlig karakter. Under navnet BIT/ udforsker de grænser og potentialer inden for et område af skulptur- og installationstraditionen, som tager udgangspunkt i fundne materialer. Gennem strukturelle og æstetiske indgreb i disse, igangsættes en kæde af visuelle og rummelige transformationer, der for iagttageren kan bidrage til æstetisk erkendelse og abstrakt visuel stimulation.

Nærværende eksperiment starter med en bunke storskrald, der først udvælges i det offentlige rum, fotograferes og siden flyttes ind i det kunstrum, hvori eksperimentet herefter udfolder sig. Her placeres bunken, således at alle genstande bidrager til at mime den tilstand, som den oprindeligt blev fundet i. Alle elementer befinder sig derfor i udgangspunktet, så nøjagtigt som muligt i forhold til deres oprindelige og tilfældige placering op ad en mur på gaden – I overensstemmelse med Willy Ørskovs teori om ’Terrain Vague’ opfattes bunken som en historisk ophobning med en iboende latens og æstetisk værdi. Denne latens og den værdi søges herefter forløst og dokumenteret gennem en række billeder, som løbende tages, mens processen udvikler sig.

Det er kunstnerne, som i fællesskab sætter transformationskæden i gang, den enes handling afleder den andens, som en række af spørgsmål og svar, der ikke på forhånd er aftalte. Gennem en næsten ordløs arbejdsproces opretholdes en konstant og fleksibel kæde af forvandlinger. Under hele processen efterstræber kunstnerne åben og søgende tilstand såvel i det fysiske – som i det mentale rum.

Bunken af genstande stables, sorteres, rejses, lægges, bredes ud, indrammes, tilføjes farve, åbnes på vrangen, modificeres, skilles ad, samles på nye måder osv. Alt imens de to kunstnere stopper op undervejs og undersøger den aktuelle tilstand, diskuterer og fotografere den. Når processen er i gang, opstår der en intens, koncentreret stemning: al opmærksomhed er rettet imod at organisere, se, forstå og undersøge genstandene som form, materiale og farve.

Ind imellem inviterer kunstnerne andre fagligheder ind til kollektive refleksioner over tilstandene i rummet, og i samspil med alle nærværende kompetencer, er fokus alene rettet mod bunkens forvandlingspotentiale: taktilitet, flade og kant, volumen, negativt og positivt rum, lodret og vandret – alle billedkunstens formelle komponenter er i spil og alle de greb, som knytter sig hertil, kan anvendes og kombineres i et langstrakt og dynamisk flow.

Som gæst er det forunderligt at opleve, hvordan denne bunke storskrald – alt dette værdiløse skrammel – via dette displacements enkelte greb og gennem transformationskædens mangfoldighed, forvandles, så dens æstetiske potentiale udfoldes og den derved får værdi og kraft nok til at reaktivere sin egen henslumrende relevans.

Der udvikler sig derfor en samtale, der finder sted på flere planer og hvis frekvens svinger mellem systematikkens behov for overblik og kohærens på den ene side, og følelsens mere dunkle hang til at belave sig på fornemmelse og skøn, på den anden side. I energien fra dette svingningsfelt er transformationen af bunken derfor nogle gange overvejende styret af logik og minimalistisk strenghed, mens den i andre tilfælde er har en mere legende og tilfældig karakter. Det ene ser dog ud til aldrig helt at slå igennem på bekostning af det andet. På den måde fremstår forvandlingerne altid som velskrevne ’kapitler’, der ubesværet afløser hinanden gennem en lang og godt disponeret, ’bog’.

Det er netop eksperimentets styrke, at det tilsyneladende aldrig løber løbsk. På den måde fastholdes projektet inden for en tilpas stram formel ramme, hvori den kunstneriske orden om man vil, kan udfoldes mangfoldigt og overraskende, uden at den mister visuel stramhed og kompositorisk syntaks. Efterfølgende er rækken af dokumentariske fotografier et bevis for transformationskædens udvikling i forskellige retninger og med forskellige visuelle og formelle karakteristika.

Den nyværdi, som hermed skabes, er i sit afsæt utrolig nørded og knyttet til det at arbejde med rum og billede, men frugten af arbejdet med at transformere skraldet, er ikke kun at aktivere materialets iboende æstetiske potentiale, det er i lige så høj grad en demonstration af det legende, forskende og kreative menneskes fundamentale vitalitet og idérigdom.

Iben West og Birgitte Munk har gennem eksperimentet her, opdaget en metode, som med afsæt i mange forskellige storskraldsbunker vil kunne afstedkomme mangfoldige og frugtbare æstetiske detours. Ikke kun i isolerede kunstrum – men også on site ude i det ægte ’Terrain Vague’, hvor tingene flyder på deres helt egen tilfældige og ’skønne’ facon. Kunstnerne skaber med deres personlige æstetiske værktøjer og præferencer, et gensidigt frugtbart men også uforudsigeligt møde, som på mange måder er identisk med den iboende latens, som findes i bunkerne af skrammel og ude på de forladte steder. Det er som antydet her, ikke første gang, at vi ser dette potentiale undersøgt i kunsthistorien, og Willy Ørskov m.fl. havde fat i noget, som til stadighed lever og i dialogen med andre fagligheder, udvider West og Munk mødet, så dets æstetiske og refleksive potentiale vokser proportionalt med de tilstedeværendes kompetencer og evner.

Når mennesker, som kan og vil, investerer deres intellekt og sanser i den fælles undersøgelse af, hvad det er, som foregår, når vi bukker, vrider, drejer, vender, maler på og omrokerer på genstande, så åbner sig nye rum for møder og samtaler om visuel og æstetisk erkendelse. Samtaler som via det æstetiske, genererer indsigter, der breder sig ud i andre interessesfærer, og som frodige ringe i vandet, kan afstedkomme mentale rejser over store afstande såvel i fysisk som i psykologisk forstand.

På den måde ser det ud som om Iben West og Birgitte Munk i det tilsyneladende værdiløse, har fundet en æstetisk guldgrube: De har udviklet en model for fremtidige møder med hinanden, med andre fagfolk og med publikum, hvor den æstetiske praksis kan komme i spil på en helt ny inddragende og gensidigt udviklende facon.

© 2014 Iben West