“et andet sted”

udstillingen “et andet sted” på Nicolai i Kolding

Iben West, Vibeke Jerichau, Inger Lise Rasmussen, og Maja Ingerslev.

Finn Thranes ord til åbningen:
Det har slået mig, at alle fire portfolier får en væsentlig del af deres dybde ved, bevidst eller ubevidst, at forholde sig til døden. Iben Wests dødeskitser kom jeg ind på i talen, fordi det er så slående, at de forladte sko kalder på de nævnte ordsprogsagtige associationer (”stille skoene”, ”støvets år”, ”af støv er du kommen..” osv). Men det er interessant også derved, at Iben – uden at gå fotojournalistikkens vej – berører denne genres foretrukne Afrika-billede: de forsøg på (politisk) rejsning, som – helt bogstaveligt – ”løber ud i sandet”. Jeg tror, at dine fine collager på væggene gør lidt ved dette bitre billede, bl.a. pga. de planter og træer som (efter hukommelsen) hist og her skyder sig op mellem de sandfarvede kulisser…

Fotojournalistikken udgør også en del af forståelsesbaggrunden for Vibeke Jerichaus billeder, i og med at sakrale kupler, pigtråd og forfald er del af det billede, som nyhedsmedierne flittigt har kolporteret fra Gaza og Vestbredden. Truslen om altfor tidlig Palæstinensisk død fra modstandskampen mod Israels overgreb/terrorens skjulte kilder [som Israel ser det] er til stede overalt i disse æstetisk så formfuldendte billeder. Når der går spejlinger og dobbeltforekomst i dem melder sig usøgt forestillingen om krigen uden ende: Jeg efterligner fjenden og fjenden efterligner mig – et frygteligt uendelighedsperspektiv. Men alt er fordækt, skjult, tildækket bag ornamenter, draperinger, persienner, presenninger… Her er ingen lige linjer, kun zigzag, omveje og gisninger…

Maja Ingerslev opsøger og fordyber sig i landskaber af betragtelig storhed og skønhed. Men hun nøjes ikke med at fastholde dem med fotografiets tvivlsomme lighed, hun går ind i dem og ændrer dem før der bliver et værk ud af dem, mimer dem bogstavelig talt med sine egne medbragte materialer, som minutiøst klippes ud, foldes, spredes eller formes, så det storladne farvemættede landskab får en blegsotig konkurrent, der udfolder lig-hvid i skrøbeligt papir i billedets nære forgrund. Hvor Iben West opbygger sin installation i udstillingsrummet, opbygger Maja Ingerslev sine som in situ-arrangementer i selve landskabet – små skulpturelle installationer, som er dømt til undergang og udslettelse, når næste uvejr sætter ind. Også en måde at profilere tidsubestemtheden og storheden i den faktiske natur, den være sig så dansk, islandsk eller noget helt femte…*)

Hos Inger Lise Rasmussen bliver vi som tilskuere taget med ud i bjerglandskaber, der er så fjerne og storladne, at længslen efter at bemægtige sig dem kobles med angsten for kuldedød og udslettelse. Her er ingen manipulation, ingen leg med illusion eller anden virkelighedsforskydning. På næsten magisk vis drages vi som tilskuere ind blandt disse forjættende hvide fjeldmassiver, hvor rødgranen tegner sine sorte mønstre i kalligrafisk formfuldendthed, kun afbrudt af spinkle tegn på, at de tobenede også har været her: et elkabel hist, et bjælkehus her – ubetydelige vidnesbyrd, som næste fimbulvinter kan mageligt kan udradere. Inger Lise Rasmussens landskaber er så langt fra postkortenes romantiske bravader som de næsten kan komme, rammeløst svævende på væggene med deres grafiske tegn i dybtryk, et mageløst vellykket kobling mellem motiv og materiale.

”Nicolai Kunst & Design” er en fantastisk fin ramme om Et andet sted – ét rum til hver, velbelyst og godt formidlet via det lille rum med relevant litteratur. Men udstillingen får sin væsentligste styrke af jeres evne til begrænsning, disponering af materialet og sikker fordeling på væggene.
Godt gået, d’damer!